Menu

Er du HELLAS' nye sportslig koordinator?

image
20. januar 2022 kl. 16:28
Så søg stillingen senest den 4. februar. Læs meget her:

Sportslig koordinator i Boldklubben Hellas

 

Brænder du for foreningslivet, og vil du være med til at gøre en forskel for børn og unge, der dyrker den fedeste sport i verden: fodbold?  Er du samtidig udadvendt, god til at skabe nye relationer og kontakter, kan lide at snakke med alle slags mennesker samt har gode organisatoriske evner? Så er du vores nye sportslige koordinator med fast deltidsansættelse på 20 timer om ugen.

 

Boldklubben Hellas er en fodboldklub i kraftig vækst og har gennem de seneste år specielt vokset indenfor drenge- og pigefodbolden men også på seniorsiden. Der er iværksat mange spændende projekter, såsom tumlingebold for de 3-4- årige, fodboldfitness og fodbold for 60+. Derudover har BK Hellas også indgået et socialt partnerskab med Københavns kommune, med det formål at blive en mere aktiv og synlig forening i lokalområdet. Vi vil gerne være med til at løfte den samfundsopgave det er at få børn, unge og deres forældre i bl.a. sociale udsatte områder til at få kendskab og føling med foreningsidræt.

 

Som sportslig koordinator vil dit primære fokusområde være børne- og ungdomsafdelingen, hvor du skal være omdrejningspunktet for at implementere klubbens værdier og sikre den sportslige kvalitet til træning og kamp i samarbejde med klubbens mange frivillige. Derudover skal du sammen med Børne- og ungdomsudvalget og den sportslige ledelse være med til at give input til den sportslige udvikling i klubben og efterfølgende drive denne udvikling. 

 

Dine opgaver vil være mangeartede og vil typisk være i samarbejde med klubbens administration og ledelse såsom:

  • Ansvarlig for den sportslige kvalitet til træning, gennem inspirationstræninger, træner- og holdledercoaching samt træner- og holdlederrekruttering efter behov.
  • Opstart af nye årgange og hold, herunder spillerrekruttering, etablering af trænerteam og sikring af en god opstart.
  • Sikre en god onboarding af nye spillere på B&U årgangene.
  • Støtte årgangene ved forældre- og årgangsmøder.
  • Hjælpe til med overgangsprocessen fra ungdom til senior.
  • Ansvarlig for fodboldskoler (DBU og mikro) sammen med den sportslig ledelse.
  • Ansvarlig for etablering og gennemførelse af skills / talent forløb sammen med sportslig ledelse.
  • Ansvarlig for gennemførelse af stævner og turneringer (herunder Hellas traditionsrige interne five-a-side turnering).
  • Ansvarlig for træner- og dommeruddannelser, herunder afholdelse af interne uddannelser og sikre kommunikation af tilbud om eksterne uddannelser.
  • Tjekke faciliteter og baner samt sikre, at alle årgangene har de nødvendige materialer.
  • Arbejde tæt sammen med vores Sociale partnerskabs projektleder om relaterede tiltag.

 

Du vil indgå som en aktiv del af Hellas’ organisation og Børne- og ungdomsudvalg, der har til opgave kontinuerligt at forbedre og optimere klubbens struktur i henhold til klubbens værdier, der vil derfor være daglig kommunikation og koordinering med administration og ledelsen i Hellas. Afrapportering til bestyrelsen sker via B&U formanden.

 

Person profil:

Faglig:

  • Foreningsmenneske (fra breddeklub vil være en fordel)
  • Sportslig uddannelse vil være en fordel
  • Trænererfaring og uddannelse på minimum B1 niveau
  • Gode pædagogiske evner
  • Rutineret PC bruger

 

Personlig:

  • Udadvendt og opsøgende
  • God til at skabe kontakter og etablere samarbejder
  • God kommunikator
  • Kan arbejde selvstændigt og er selvmotiverende
  • Velstruktureret og en god organisator
  • God til at implementerer projekter fra idé til praktisk gennemførelse, samt evaluering

 

Arbejdstid- og forhold:

Medarbejderen vil referere til BK Hellas’ ledelse (B&U formanden og bestyrelsen) med arbejdsplads i klubhuset på Engdraget 2, 2500 Valby. Den ugentlige arbejdstid er fastsat til 20 timer, men med mulighed for indbyrdes fleksibilitet (efter aftale). Den primære arbejdstid vil i løbet af ugen være mellem 16-19, hvor klubbens træninger typisk ligger. Weekendarbejde kan også forventes i et vist omfang f.eks. i forbindelse med hjemmekampe, stævner og diverse arrangementer.

 

 

Løn:

Bruttoløn kr. 15.000,00 pr. måned plus feriepenge, svarende til kr. 173,22 i timen. 

 

Ansøgning:

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte: B&U formand Martin Bang-Hansen på telefon: 2710 4114 /e-mail: ungdomsformand@bk-hellas.dk.

 

Ansøgning og CV sendes til bk-hellas@bk-hellas.dk senest den 4. februar 2022 og markeres med ”Ansøgning sportslig koordinator” i emnefeltet.

 

Det forventes, at der afholdes ansættelsessamtaler i løbet af februar måned 2022.

 

Hvis du er interesseret i at læse mere om os, kan du besøge vores hjemmeside på: www.bk-hellas.dk

 

Tiltrædelse:  

Stillingen forventes tiltrådt senest den 1. april 2022 og gerne før.

 

 

 

 

 

 

 

Luk